AdvokatWatch

Landsret forbyder LTF i historisk sag

Friheden til at danne foreninger er en væsentlig frihedsrettighed, siger Østre Landsret, som dog alligevel forbyder banden Loyal To Familia.

Anklagerne i sagen mod LTF er Lasse Biehl (tv) og Emil Folker fra henholdsvis Københavns Politi og Statsadvokaten i København. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Østre Landsret opløser torsdag den voldelige bande Loyal To Familia i medfør af Grundloven.

Det er første gang i næsten 100 år, at landsretten har taget stilling til, om en forening virker ved vold, og om den derfor kan opløses ved dom.

"Vi har fundet, at LTF virker ved vold," siger retsformanden, landsdommer Finn Morten Andersen, ved domsafsigelsen i den historiske sag.

"Det har ikke været enkelt," siger han om det krav, som anklagemyndigheden har præsenteret domstolene for.

"Det er særdeles væsentligt for vores samfund, at man har den frihedsrettighed," siger han om retten til at danne foreninger.

Afgørelsen er en fortolkning af bestemmelser i Grundloven og åbner i princippet for, at også andre grupper, der virker ved vold, kan opløses.

LTF kom til verden i 2013. Siden voksede den efter flere blodige opgør.

Københavns Politi nedlagde et foreløbigt forbud i september 2018 efter et stort antal voldelige episoder med skud i det offentlige rum.

I januar i år godkendte byretten indgrebet, og torsdag har landsretten stadfæstet afgørelsen.

Under sagen har advokat Michael Juul Eriksen som forsvarer afvist, at LTF er en forening i Grundlovens forstand. Det er blot en venneklub eller et broderskab, hvor det handler om at være sammen.

Men dommere og domsmænd i landsretten har en anden vurdering.

Forbuddet vil virke præventivt, lyder det.

"Volden har et sådant omfang, at det er nødvendigt og forsvarligt, at LTF opløses med henblik på at imødegå dens virkninger og den utryghed, foreningen har skabt i samfundet", hedder det i dommen.

I alt er 372 nuværende og tidligere medlemmer blevet idømt 1409 års fængsel for vold og andre former for kriminalitet.

Under tidligere retsmøder har de to anklagere, Lasse Biehl og Emil Folker, nævnt 63 skudepisoder i det offentlige rum, som banden har taget del i. Resultatet var 17 sårede og fem dræbte.

Om formålet mente byretten, at meningen var at tjene penge på ulovligheder. Medlemmerne ville sælge især hash og brugte den grove vold til at fastholde og udvide markedsandele.

Landsretten finder ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at nå samme konklusion om formålet med LTF.

Men "fællesskabet eller broderskabet i LTF har virket som en katalysator for den begåede kriminalitet", hedder det i dommen.

Forkert mand sad fængslet 466 dage – får millionerstatning

Historisk bandesag begynder i landsretten

De første sigtede for brud på LTF-forbud er frifundet

Retten forbyder banden LTF i historisk sag – LTF anker på stedet

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

Der udspillede sig i denne uge et trekantsdrama med historier om, at Kammeradvokaten går efter vækst med ny partner fra Accura, der samtidig har kapret over 20 rådgivere fra Bech-Bruun, som nu går i krig med Kammeradvokaten i spektakulær udbyttesag.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier