AdvokatWatch

Fejl hos anklagemyndighed udløser atter milde hashstraffe

Seks mænd er dømt for organiseret hashhandel i sag, som på grund af urent anklagertrav trak ud i årevis. Retten skærer også en betydelig luns af deres advokatregning.

Sagens advokater er i runde tal tilkendt et salær på ca. 3 mio. kr. Sammenlagt skal de tiltalte dog kun af med omkring en femtedel af det beløb. | Foto: Jens Dresling

Seks mænd slipper trods dom for organiseret hashhandel med milde domme. Retten skærer også en betydelig luns af deres advokatregning.

Årsagen er, at deres menneskeret til en hurtig retssag er blevet krænket, lyder det onsdag fra retsformand Søren Schou Frandsen i Københavns Byret. Retssagen har været forsinket i cirka fire år.

I en lignende sag fra januar slog Østre Landsret fast, at en gruppe hashforbryderes menneskeret var blevet krænket på grund af en voldsom forsinkelse, som skyldtes en skandalesag hos anklagemyndigheden.

"Det er vi i den grad enige i, og den krænkelse er i denne sag så meget desto større," lyder det fra Søren Schou Frandsen.

De seks mænd er idømt fængselsstraffe fra ni måneder og op til tre år. Det lyder måske umiddelbart hårdt. Men langt det meste af straffene skal ikke afsones.

De fleste slipper helt, mens de med de hårdeste domme skal afsone seks måneder.

Men byrettens milde dom er ikke god nok for flere af de dømte.

"Hele vejen. Hele vejen til Haag. Den skal for Menneskerettighedsdomstolen," råbte den ene af de dømte – en 42-årig mand – til de andre tiltalte, da advokaterne oplyste om, hvorvidt deres klienter vil anke dommen.

Tre af dem anker til landsretten, mens tre andre overvejer, hvorvidt de skal anke.

Sagen blev indledt tilbage i 2016 efter en politiaktion kaldet "Operation Swipe" mod hashboder på Christiania. Aktionen fandt sted året efter en anden operation kaldet "Nordlys".

Nordlys-operationen mundede ud i, at flere end 80 personer blev tiltalt. Af praktiske grunde blev sagskomplekset delt op i seks dele, som blev ført som selvstændige sager.

En af sagerne udviklede sig dramatisk, da en senioranklager fra Statsadvokaten blev fyret fra sagen i efteråret 2016. Det viste sig, at hun havde haft en for tæt kontakt med politiagenter, inden de skulle vidne i sagen.

Og det værste var, at hun forsøgte at overbevise agenterne om, at de skulle lyve om den kontakt over for retten. Det blev hun i 2018 idømt fire måneders fængsel for.

Men Nordlys-anklageren var ikke den eneste, som havde haft for tæt kontakt med politiagenter, inden de skulle vidne i retten. Det var også sket i den såkaldte Gazastribe-sag, som kom ud af "Operation Swipe".

Anklageren på denne sag blev også fjernet, og sagen blev udsat. Retsformand Søren Schou Frandsen kaldte ved onsdagens domsafsigelse forløbet og anklagerens ageren for "ualmindelig uskønt".

"Det er utvivlsomt, at en sådan kontakt mellem anklager og politiagenter ikke burde have fundet sted," lød det fra dommer Schou Frandsen.

De tiltalte havde – hvis det skulle ende med en domfældelse – ud over nedsat straf forlangt, at kun dele af udbyttet fra hashhandlen skulle konfiskeres. Men den var retten ikke med på.

"Ligesom det ikke er acceptabelt, at en straffesag ikke bliver afgjort inden for rimelig tid, er det heller ikke acceptabelt, at man kan beholde udbyttet efter en strafbar handling."

Sammenlagt er der konfiskeret et udbytte på omkring halvanden million kroner.

Til gengæld får de dømte en mærkbar rabat på advokatregningen. Sagens advokater er i runde tal tilkendt et salær på cirka tre millioner kroner. Men sammenlagt skal de tiltalte kun af med cirka en femtedel af det beløb.

Anklagers løgn udløser markant rabat på hash-straffe i Østre Landsret 

Skandaleramt hashsag skal vurderes af Højesteret

Landsret kritiserer anklagemyndigheden i hashsag 

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier