AdvokatWatch

Danske advokater "holder godt øje" – men ligger ikke vågne over globalt revisionssplit

En opsplitning og eventuel børsnotering kan give det globale revisionshus EY større økonomiske muskler på markedet for juridisk rådgivning. Danske advokattopchefer melder sig klar til konkurrencen.

EY kan være på vej til at splitte forretningen op i et revisions- og rådgivningsben. | Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix

De tektoniske plader på revisionsmarkedet rykker på sig efter forlydender om, at EY kan være på vej mod en global opsplitning.

Sker det, vil det være et jordskælv i den internationale revisionsbranche, men det danske marked for juridisk rådgivning kan også blive ramt af rystelserne.

”De store revisionshuse ligger lige op ad vores forretningsområder og er både gode samarbejdspartnere, men også potentielle konkurrenter, som vi holder godt øje med,” siger Hortens ledende partner, Christian Gregersen, til AdvokatWatch.

Han følger som andre topchefer i danske advokatfirmaer godt med i udviklingen på revisionsmarkedet, hvor især de såkaldte big four – EY, Deloitte, KPMG og PWC – forsøger at æde sig ind på advokaternes marked for juridisk rådgivning.

Nu kan EY være på vej til at flytte brikkerne på markedet markant rundt, og konsulentkæmpen med over 300.000 medarbejdere i mere end 150 lande overvejer ifølge Financial Times at splitte forretningen op på globalt plan, så revisionsbenet og rådgivningsforretningen fortsætter hver for sig.

Flere muligheder uden spændetrøje

Revisionsforretningen er omfattet af striks regulering, hård konkurrence og øget automatisering, der presser indtjeningen ned. Omvendt er der store penge og et lukrativt marked inden for rådgivningsområdet, hvor EY sidste år omsatte for 26 mia. dollar – svarende til 180 mia. kr.

Det er dobbelt så meget som i revisionsforretningen. Og kalkulen hos EY kan være, at man kan tjene endnu mere på rådgivningensområdet, hvis man ikke har ”den spændetrøje, der hedder, at man skulle leve op til bestemte uafhængighedsbestemmelser og restriktioner i forhold til at have bestemte klienter”, sagde Claus Holm, professor i revision ved Aarhus Universitet, til Finans tidligere på ugen.

Vi er fortrøstningsfulde i forhold til konkurrencen – også med revisionshusene.

Niklas Korsgaard Christensen, ledende partner i Plesner

EY overvejer ifølge Financial Times en børsnotering eller et delvist frasalg af rådgivningsforretningen, hvilket potentielt ville betyde frisk kapital og en mere aggressiv vækststrategi på markedet for blandt andet juridisk rådgivning. Da danske advokattopchefer afviser dog, at det giver bekymrede panderynker.

”Vi koncentrerer os om at have et stærkt team og stærke ydelser, så vi er fortrøstningsfulde i forhold til konkurrencen – også med revisionshusene,” siger Niklas Korsgaard Christensen, ledende partner i Plesner.

Heller ikke ledende partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, Jens Bødtcher-Hansen, ”har ligget vågen om natten over det”.

”Jeg tror ikke, det vil få den store betydning,” siger han.

Beskyttet af striks regulering

De danske advokatchefers selvsikkerhed skyldes ikke mindst, at de kan observere de fremadstormende rådgivningshuse i nogenlunde sikkerhed bag tykke mure af regulering.

I andre lande er de globale revisionsvirksomheder trådt langt ind på advokaternes territorium. I Norge har big four-husene for eksempel alle advokatfirmaer, der er blandt landets 20 største. Og i Storbritannien annoncerede EY tidligere i år planer om at øge antallet af ansatte advokater fra 200 til 1000 over de kommende år.

I Danmark forsøger revisionshusene også at vokse inden for juridisk rådgivning, men advokatbranchen er mere beskyttet på grund af strikse regler for blandt andet ejerskab og brugen af advokattitlen, der begrænser de globale revisionshuses muligheder på markedet.

Sidste år røg pulsen kortvarigt op hos de danske advokater, da Konkurrencerådet forsøgte at slå revner i reguleringen med flere anbefalinger, der ville åbne advokaternes marked mere for især revisionsbranchen.

Daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) kom dog advokaterne til undsætning og afviste de konkurrenceanbefalinger, der for alvor ville have gjort en forskel.

Konkurrenters modtræk er afgørende

EY støder dermed ind i den danske regulering, uanset om det er en samlet eller opsplittet forretning, pointerer ledende partner i Kromann Reumert, Anders Stubbe Arndal.

”Vilkårene for at udøve advokatvirksomhed i Danmark er de samme. En opsplitning giver dem måske større mulighed for at arbejde med flere kunder, men det er de samme mennesker, der sidder i EY uanset ejerskabet, så på den måde ser jeg umiddelbart ikke de store ændringer i forhold til konkurrencen,” siger han.

Heller ikke, hvis EY’s rådgivningsforretning får ny kapital udefra til at kunne investere i vækst?

”Det tror jeg ikke. Det globale EY har jo i forvejen en økonomisk kapacitet, som man ikke skal undervurdere.”

Indtil videre er der kun forlydender om, at EY overvejer en opsplitning. De andre tre big four-huse har afvist at være på vej i samme retning, og det er afgørende, mener Christian Gregersen fra Horten.

”Det er især interessant, hvis det sætter gang i en trend, så det bliver mere generelt, at man splitter sin forretning op i to dele,” siger han.

EY ønsker over for Financial Times ikke at kommentere rygterne, men oplyser, at overvejelserne om en eventuel opsplitning er på ”de tidlige stadier”, og at der ikke er ”truffet nogen beslutninger”.

Konkurrenter ryster ikke på hånden over opsigtsvækkende EY-melding

Medie: EY pønser på børsnotering af rådgiverforretning

Mere fra AdvokatWatch

Firmaer tørner sammen i strid om ordet "legaltech"

”Jeg troede lidt, det var en joke,” siger medstifter af firma, der er sagsøgt for at bruge ordet ”legaltech”. Sagen, der i øjeblikket kører ved Sø- og Handelsretten, kan få betydning for resten af branchen, vurderer advokat med speciale i immaterialret.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AdvokatWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier