AdvokatWatch

Advokater misser størstedel af nyt kommunalt whistleblowermarked

Mange advokatfirmaer har kastet sig ind i kampen om at stå for kommunernes nye lovpligtige whistleblowerordninger, men de fleste kommuner løser opgaven selv. Specialistkontor er dog klar favorit blandt eksterne udbydere, viser gennemgang.

Køge Kommune har valgt at holde fast i intern whistleblowerordning, selv om der var tilbud fra blandt andre "kommunens husadvokat" Sirius Advokater, fremgår det af byrådsmødereferat. | Foto: Køge Kommune

Trods stor appetit står advokaterne med en lille bid af det kommunale whistleblowermarked.

Det viser en opgørelse, som AdvokatWatch har lavet blandt landets 98 kommuner, der sammen med store dele af den offentlige forvaltning og private virksomheder med over 250 ansatte nu er forpligtet til at have en ordning for whistleblowere.

Mens flere kommuner har haft en ordning på plads i flere år, er langt de fleste først kommet med på whistleblowervognen nu, hvor det er blevet lovpligtigt. Derfor har der – alene på det kommunale område – været en god stak opgaver at kæmpe om for advokaterne, som i høj grad også har budt sig til.

"Alle kommuner har fået vores tilbud," siger Joachim Lykke Dresner, advokat og marketingansvarlig hos Lund Elmer Sandager, som sælger sin whistleblowerordning for et årligt abonnement på 9600 kr.

De fleste kommuner har imidlertid valgt at løse opgaven selv. Det drejer sig om 54 kommuner, viser opgørelsen, heriblandt Hvidovre Kommune, som har undersøgt flere muligheder, herunder at bruge en privat udbyder.

"Det vurderes, at det mest rentabelt er at placere ordningen hos kommunens borgerrådgiver," lyder det i et referat fra et møde i Økonomiudvalget.

44 kommuner har omvendt valgt at lade en ekstern samarbejdspartner vurdere indberetningerne. Af de 44 kommuner har 28 peget på et advokatfirma. Revisionshuse tager otte mandater. Det samme gør Kommunernes Landsforening (KL).

Specialister fører an

De nye regler udspringer af et EU-direktiv fra 2019, der forpligter større private virksomheder og store dele af den offentlige forvaltning til at etablere whistleblowerordninger. Arbejdsgivere med mere end 250 ansatte skulle i mål senest 17. december 2021, og derfor har blandt andre advokater krydset klinger på det voksende forretningsområde.

Advokatfirmaet Norrbom Vinding, der er et specialistkontor med fokus på ansættelsesret, fejer dog konkurrenterne af banen hos de kommuner, der har valgt at overlade deres whistleblowerordning til en privat udbyder.

"Det er for tidligt at have forventninger til konkrete tal, men antallet og størrelsen af vores ordninger gør, at vi forventer at skulle håndtere en del indberetninger med deraf afledt omsætning," siger Søren Skjerbek, partner hos Norrbom Vinding.

Vi har markedsført os over for alle. Det gælder både kommuner, regioner, staten og private virksomheder, og vi ville da gerne have hjulpet nogle af kommunerne.

Hanne Marthine Frederiksen, advokat og partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten

Norrbom Vinding er ifølge AdvokatWatchs' opgørelse inde i whistleblowervarmen i 11 kommuner. Det er blandt andet lykkedes at overtage ordningen i Nyborg Kommune, som hidtil selv har administreret den whistleblowerordning, som kommunen indførte i 2019.

BDO blander sig også i kampen, og revisionsfirmaet skal således passe ordningerne i syv kommuner.

Velkendte spillere på det kommunale marked som Bech-Bruun og Horten markerer sig også, og de noterer sig ligesom kollegerne i Dahl og Lund Elmer Sandager for fire styk, mens aarhusianske Clemens Advokatfirma hiver en enkelt opgave hjem i Dragør Kommune på Amager i København.

Husadvokaten svær at detronisere

Horten skal blandt andet stå for whistleblowerordningen i Fredericia Kommune, som på det seneste har foret advokatfirmaets lommer med millioner af kroner i forbindelse med rådgivning og undersøgelser knyttet til skandalerne omkring den nu tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S).

Bech-Bruun skal blandt andet passe whistleblowerordningen i Kalundborg Kommune, hvor firmaet er et af tre advokathuse, som kommunen har rammeaftaler med, og netop husadvokaten har ifølge kombattanterne været svær at detronisere i jagten på markedsandele.

"Vi har i forvejen flere kommuner som kunder, men vi har konkurrenter, som har væsentligt flere kommunale kunder, og det er selvfølgelig svært at komme ind hos kommuner, hvor der i forvejen sidder en husadvokat," siger Søren Wolder, partner hos Dahl, som har givet tilbud til ca. 20 kommuner.

"Nogle af tilbagemeldingerne fra dem er, at de har valgt deres husadvokat til at løfte opgaven. Hvis man ikke har en relation i forvejen, er det sværere at lave et salg," forklarer han.

Kromann Reumert, der tidligere har meldt sig klar til at tage "enhver offentlig virksomhed ind på det her område", har ifølge partner Tina Brøgger Sørensen kun budt ind på en enkelt kommune, der selv rettede henvendelse.

"Mange virksomheder og myndigheder går ofte med husadvokaten, medmindre de får et meget favorabelt tilbud fra andre, og der er nogle advokathuse, der sidder tungt på kommunerne, og så vil det typisk være dem, som kommunerne går med, når de skal vælge en leverandør til eksempelvis whistleblowerordningen," siger hun.

I Køge Kommune sneg husadvokaten sig dog ikke ind i varmen, da kommunen i efteråret drøftede den whistleblowerordning, som kommunen indførte i 2019.

Der var således tilbud fra både KL og "kommunens husadvokat" Sirius Advokater, der skulle have henholdsvis 10.000 kr. og 12.000 kr. om året for tjansen. Det blev dog besluttet at holde fast i den interne whistleblowerordning, fremgår det af et byrådsmødereferat.

I Vejle, der har fået tilbud på whistlebloweropgaven fra både advokater, revisorer og KL, blev Bech-Bruun, der fungerer som for eksempel data protection officer (DPO) i mange kommuner, også vejet og fundet for let.

"Vi spurgte Bech-Bruun, hvor vi har vores DPO, og vi spurgte PWC, som er vores revisionsfirma, og endelig KL."

"Ud fra en samlet vurdering af pris og kvalitet har vi valgt revisionsfirmaet," oplyser Thrine Nørgaard, der er HR-chef i Vejle Kommune.

Ingen gevinst

Mens flere advokatfirmaer nu skal til at holde øje med den kommunale whistleblowerindbakke, står flere konkurrenter tomhændede tilbage. Det gælder blandt andre Hjulmandkaptain, der ellers jagter flere opgaver for landets kommuner.

"Vi havde selvfølgelig gerne set nogle kommuner iblandt, men jeg er ikke skuffet, og vi er tilfredse med vores samlede antal ordninger," siger Jakob Johnsen, partner og fagchef for ansættelsesret hos Hjulmandkaptain.

"Det kan være, at de har fået et billigere tilbud. Det kan også være, at de har valgt at gå med den advokat, som de normalt bruger, eller at de har vurderet, at det af flere grunde har været mere hensigtsmæssigt at håndtere det selv," forklarer han.

Hvor mange kommuner har I budt ind på?

"Vi har budt ind på nogle, men jeg kan ikke sige hvor mange."

Advokatfirmaet Poul Schmith, bedre kendt som Kammeradvokaten, sikrede sig sidste år en millionaftale med Frederiksberg Kommune, men heller ikke statens foretrukne advokat har haft held i den kommunale whistleblowersprøjte.

På Frederiksberg varetages whistleblowerordningen for eksempel af kommunens borgerrådgiver, der refererer direkte til kommunalbestyrelsen, oplyser kommunen.

"Vi har markedsført os over for alle. Det gælder både kommuner, regioner, staten og private virksomheder, og vi ville da gerne have hjulpet nogle af kommunerne. Det skal jeg da ikke lægge skjul på," siger Hanne Marthine Frederiksen, partner hos Kammeradvokaten.

"Men der er mange andre dygtige advokater på markedet, så det er helt legitimt, at man for eksempel vælger at gå med sin faste advokat. Derudover har mange kommuner også ressourcerne selv til at løse den opgave," tilføjer hun.

Kammeradvokatens whistleblowerydelse koster 10.000 kr. om året samt 1000 kr. pr. indberetning, fremgår det af virksomhedens hjemmeside.

Kommune vælger revisionshus til whistleblowerordning

Horten hyret til whistleblowerordning efter borgmesterskandale 

Advokatfirmaer melder sig klar til kamp om whistleblowerordninger 

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier