AdvokatWatch

"Man ved først hvad man går glip af, når den lokale advokat er væk"

En beskeden del af danskerne kan se vigtigheden i at have en advokat i lokalområdet, viser undersøgelse. Skanderborg-advokat og kæden Advodan, som er til stede flere steder i landet, mener dog, at der er en fremtid for lokale advokatkontorer.

Knap en tredjedel af danskerne mener, det er vigtigt at have en advokat i lokalområdet, viser en undersøgelse. | Foto: Ernst van Norde

Knap en tredjedel af danskerne mener, det er vigtigt at have en advokat i lokalområdet, og det overrasker lokal advokat, der har haft sin forretning gennem en lang årrække.

"Jeg troede egentlig, at flere værdsatte, at der var en lokal advokat, man kan gå til," siger Paul Lorenzen, der er indehaver af Advokatfirma Adelgade 78 i Skanderborg, til AdvokatWatch.

"Men man ved først, hvad man går glip af, når den lokale advokat er væk. Det er det samme som med slagteren og bageren, som forsvinder nogle steder," tilføjer han.

Ifølge en undersøgelse foretaget af analysehuset Wilke på vegne af AdvokatWatch finder 27 pct. af danskerne det vigtigt, at der er et advokatfirma i lokalområdet. 39 pct. betegner det som "mindre vigtigt", mens 22 pct. mener, det slet ikke er vigtigt med en lokal advokat.

Danskernes indstilling kan ifølge Paul Lorenzen hænge sammen med, at færre særligt unge stifter bekendtskab med en lokal advokat samtidig med, at det i dag er muligt at udarbejde testamenter og finde råd omkring boligforhold og købsaftaler på nettet.

Der er købevillighed hos private kunder, de lokale kontorer har travlt, og der er behov for dem.

Mads Rau-Kaufmann, adm. direktør i Advodan

Selv om Paul Lorenzen har set flere eksempler på advokatfirmaer, der gennem tiden er lukket i nærområderne, mener han fortsat, at lokale advokatfirmaer har en eksistensberettigelse – men det kræver også noget af advokaterne, lyder det.

"Hvis folk kan trække ydelserne i en automat, så gør de jo det. Men det, vi skal levere, er tilgængelighed og faglig standard. Vi husker at reagere på de henvendelser, vi får, og får dem behandlet på et fagligt passende niveau. Kan vi ikke levere det, forsvinder vi," siger han.

"Det er svært at spå om fremtiden. Men min opfattelse er, at dem, der har stiftet bekendtskab med en lokal advokat i sit liv, synes, det har en væsentlig betydning. Når man først har fået et tillidsforhold til en advokat, kan det godt vare ved i generationer," siger Skanderborg-advokaten.

Mund til øre-metoden

Privatkunder er loyale, når de køber advokatbistand, og en tredjedel af dem søger råd og anbefalinger hos familie, kolleger og venner, når de skal vælge advokat, viser en rapport fra Konkurrencerådet.

En stor del af kunderne i Adelgade 78 er da også "gode gammeldags kunder" fra lokalområdet, som Paul Lorenzen betegner det. Og han kan blandt andet takke mund til øre-metoden for, at han har haft kontoret i Adelgade i den østjyske by i 40 år.

Advokatkæden Advodan, som bygger sin forretning på at være til stede lokalt, og som har 20 forskellige kontorer rundt omkring i landet i dag, oplever også, at netværk spiller en stor rolle i de lokale forretninger.

"Jeg tænker, at kundernes adfærd viser noget andet (end undersøgelsen, red.)," siger Mads Rau-Kaufmann, adm. direktør i Advodan.

"Private forbrugere har ikke nødvendigvis den store erfaring med at købe advokatbistand og vælger ofte at spørge dem, man kender. Der ender man typisk i lokalområdet, og så er der stor sandsynlighed for, at man ender med en lokal advokat," siger Mads Rau-Kaufmann.

Det giver stadig mening for Advodan at være til stede lokalt, slår Mads Rau-Kaufmann fast.

"Der er en stor fremtid for lokale advokatkontorer. Der er købevillighed hos private kunder, de lokale kontorer har travlt, og der er behov for dem," siger Mads Rau-Kaufmann, der melder om stigende omsætning på tværs af forretningen.

Direktøren ser også flere Advodan-kontorer på landkortet i fremtiden – eksempelvis på Fyn, hvor firmaet ikke har kontor i dag, men hvor man stadig oplever "stor søgning" på Advodan-hjemmesiden fra.

60 pct. af kunderne på de 20 Advodan-kontorer rundt omkring i landet er privatpersoner. Desuden opererer Advodan også i SMV-segmentet, som både Paul Lorenzen og Mads-Rau Kaufmann oplever, foretrækker at handle advokatbistand lokalt.

Men de mindre, lokale advokatfirmaer står særligt over for én udfordring. Det er mangel på kvalificeret arbejdskraft. I 2020 fik Paul Lorenzen og Advokatfirma Adelgade 78 tilknyttet en ekstra advokat, Christiane Feierskov, hvilket skete efter længere tids søgen.

Christiane Feierskov kom til fra det mindre advokatfirma Brunse Mæhlisen i Hørning lidt uden for Aarhus. AdvokatWatch har tidligere beskrevet, hvordan netop Brunse Mæhlisen spejder forgæves efter en advokat til at tage over i forbindelse med et forestående generationsskifte, mens partnerne Jens Graven Nielsen og Søren Kokkenborg har måttet dreje nøglen om i Ølgod, fordi ingen var interesseret i at overtage deres provinsforretning.

Og Konkurrencerådets rapport viser overordnet set, at de mindre advokatfirmaer blandt andet oplever vanskeligheder med at skaffe arbejdskraft i form af advokater, hvilket kan begrænse mulighederne for ekspansion.

Et problem, der ifølge Paul Lorenzen kun er blevet større med de reformer, der er kommet gennem tiden, heriblandt retskredsreformen. Han oplever, at de unge søger mod de større byer og større advokatfirmaer.

Men der er en ny tendens i gang, som bekræfter Advodan-direktør Mads Rau-Kaufmann i, at de lokale kontorer har en berettigelse – både i forhold til kunder og arbejdskraft.

"Man har også set en tendens, hvor flere vender hjem til deres lokale egn, og hvor flere familier og unge søger ud i provinsen, hvor de har familie og vennekreds boende," siger han.

Samme tendens oplever man hos det nordvestjyske advokatfirma Advokathuset Funch & Nielsen, fortalte partner Ole Møller Knudsen for nylig til AdvokatWatch i forbindelse med nyt regnskab.

Det er ifølge Paul Lorenzen vigtigt for eksempel at sørge for at få førstegangskøbere af fast ejendom ind i butikken.

"Når klienter får valuta for pengene, kommer de igen for at få viden, de ikke kan få under en telefonsamtale ved en fjern advokat eller læse sig til på nettet. Er der nok, der gør det, overlever vi også," siger han.

"Tidligere kom advokaten kun forbi en virksomhed, når der var problemer"

Initiativtager bag retshjælp på Stevns: "Det har været sin sag at få stablet det på benene" 

Mere fra AdvokatWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier