Advokater vil ikke afskrive genfødt børsfænomen trods fodslæbende start

Mens de første såkaldte Spacs har set dagens lys på den svenske børs, har Danmark stadig sin første notering til gode et halvt år efter, at børsfænomenet gjorde comeback herhjemme. Over for AdvokatWatch tager flere advokater pulsen på markedet.
Der er stadig ingen tomme selskaber at spore på børsen i København, selv om de såkaldte Spacs gjorde comeback i april. | Foto: Christian Lykking/ERH
Der er stadig ingen tomme selskaber at spore på børsen i København, selv om de såkaldte Spacs gjorde comeback i april. | Foto: Christian Lykking/ERH

Trods et rundt nul på den danske Spac-konto er advokaterne ikke klar til at afskrive markedet endnu, om end der er enighed om, at Danmark ikke kommer i nærheden af førertrøjen på den europæiske markedsplads.

Det er meldingen over for AdvokatWatch fra flere advokater, der beskæftiger sig med børsnoteringer.

"Jeg tror bestemt stadigvæk, at der er aktører, som overvejer muligheden i Danmark, om end vi ikke har set konkrete eksempler endnu," siger Lars Hagbard Grønkjær, partner i DLA Piper, hvis bedste gæt er, at der kommer Spacs i Danmark.

"Spørgsmålet er bare hvor mange og hvornår," lyder det.

Mere skeptisk ser Henrik Laursen, der er partner hos Plesner, på udviklingen, efter børsfænomenet blev genfødt herhjemme i april.

"Der er en pæn chance for, at løbet for danske Spac-noteringer kan være kørt. Hovedparten af den europæiske Spac-aktivitet har indtil videre været centreret i Amsterdam og Frankfurt med enkelte andre i blandt andet Stockholm og Paris, men det er nok for tidligt at afskrive et bredere europæisk Spac-marked," siger Henrik Laursen.

I Sverige er der ifølge Børsen rejst knap 6 mia. kr. gennem fire Spacs siden lanceringen i februar, mens Danmark altså stadig har sin første notering til gode.

Det kommer ikke bag på Chantal Pernille Patel, der er partner hos Gorrissen Federspiel. Hun har tidligere udtalt, at der vil være mindre arbejde for danske advokater, hvis Stockholm bliver det nordiske center for Spacs.

"Det er forventeligt, at vi i Danmark lader os inspirere af, hvad der sker andre steder, da vi relativt set har begrænset aktivitet i forhold til eksempelvis Oslo, Stockholm og Amsterdam. Jeg vil stadig tro, at der er potentiale i Danmark, men der er en lang række faktorer, der gør miljøet i for eksempel Stockholm mere oplagt," siger hun.

Bekymret noteringschef

En Spac er kort fortalt et tomt selskab, der bliver børsnoteret for at rejse penge til at købe en virksomhed, som, når det sker, overtager Spac'ens plads på børsen. Det omstridte fænomen har blandt andet vist sig voldsomt populært i USA, hvor skallerne er væltet ind på børsen i rekordfart.

I Skandinavien åbnede Sverige ballet i februar, mens Danmark fulgte trop i april, og ifølge Carsten Borring, noteringschef på Nasdaq i København, skal der til at ske noget, hvis ikke naboerne mod øst skal løbe med det hele.

"Selvom vi meget gerne vil hilse Spac-selskaber velkomne i Danmark, kan det ende med, at det er Sverige, der kommer til at rykke med det. Så dem, der skal lave den første Spac, kommer til at sige, at så tager vi den bare i Stockholm. Der kan de finde investorer, og der er nu et setup af rådgivere, som kender hele strukturen," sagde Carsten Borring til Børsen mandag.

Carsten Borring, noteringschef på Nasdaq i København, spejder stadig efter den første Spac-notering herhjemme. | Foto: Christian Lykking/ERH
Carsten Borring, noteringschef på Nasdaq i København, spejder stadig efter den første Spac-notering herhjemme. | Foto: Christian Lykking/ERH
 

Hos Gorrissen Federspiel ved Chantal Pernille Patel ikke umiddelbart, om hun er bekymret for, at der ikke udvikler sig et dansk Spac-marked.

"Det er snarere en mulighed, som jeg håber, at vi kan gribe, men det kan selvfølgelig også være en mulighed, der kan gå os forbi, hvis markedet ikke udvikler sig i Danmark, og man får skabt nogle hubs andre steder i Europa," siger Gorrissen-partneren, som dog stadig fornemmer en interesse for noteringsformen på dansk grund.

"Der er stadig forskellige investorer, banker og sponsorer, som har følere ude. Jeg vil tro, at der kommer nogle noteringer, men at vi stadig kommer til at være lillebror også på det felt," forklarer hun.

DLA Piper-partner Lars Hagbard Grønkjær finder ro i udviklingen på vækstbørsen First North, hvor de danske selskaber er strømmet ind over de sidste par år.

"Mange selskaber valgte for nogle år siden at søge til Sverige frem for Danmark, hvad angår First North-noteringer, men vi konstaterer nu, at Danmark har temmelig mange First North-sager, så derfor kan det være, at det er et spørgsmål om tid," siger han.

Nicheprodukt

Spacs er ifølge Henrik Laursen fra Plesner et "nicheprodukt", hvorfor det er naturligt, at der søges mod enkelte børsplatforme, hvor der findes et rådgiverkorps og en investorbase, der er trygge ved instrumentet, og her "synes det oplagt", at Amsterdam har vundet kapløbet i Europa, siger advokaten.

Den betragtning deles af Chantal Pernille Patel, som kalder Stockholm og Amsterdam "oplagte centre" for Spacs i Europa.

"Amsterdam har i en lang årrække været enormt dygtige til at tiltrække udenlandske selskaber til børsnoteringer på den hollandske børs, så de har et helt økosystem for at børsnotere ikke bare hollandske virksomheder, men i høj grad også både andre europæiske, men også engelske og amerikanske virksomheder," forklarer hun.

De danske advokater skal således ikke nødvendigvis hænge deres indtjeningshat på selve noteringerne, men derimod den efterfølgende M&A-proces, hvor børsskallerne skal lave sit opkøb. Det skal ske inden for 36 måneder.

"Potentialet for Spac-noteringer i Danmark er umiddelbart ikke stort, men generelt for danske advokater er aktivitet, som omhandler danske virksomheder, interessant, og det giver Spacs også, uanset om det er en hollandsk eller en svensk børsskal, såfremt de kigger på et dansk opkøbsmål," siger Henrik Laursen.

"Vi oplever interesse fra udenlandske Spacs, som er interesserede i danske selskaber," tilføjer Plesner-partneren, der tidligere i år hjalp it-selskabet Trifork tilbage på børsen i København.

Nedkøling

Efter at have brændt den amerikanske børsscene af er gassen gået en smule af Spac-ballonen på den anden side af Atlanten, hvilket ifølge advokaterne også kan spille ind på det stadig unge danske marked.

"Den seneste periode har også været præget af, at der har været uro på Spac-markedet i USA, hvor myndighederne er begyndt at kigge nærmere på strukturerne og regelværket omkring Spacs. Det har ført til en nedkøling på markedet," siger Chantal Pernille Patel og fortsætter:

"Der har også været en del medieomtale om, at der har været mange Spacs, som har svært ved at finde opkøbsmuligheder, og med risiko for, at de skal betale overpris for en opkøbsmulighed eller ligger tomme med risiko for kursfald og i sidste ende opløsning, gør det selvfølgelig også, at interessen kan blive mindre."

Henrik Laursen fra Plesner peger også på en generel afkøling af Spac-markedet på globalt plan, hvor der ifølge advokaten har været mindre aktivitet de sidste seks måneder end for bare et år siden.

"Den globale afmatning kan også få en indvirkning i Danmark. Men det er også værd at bemærke, at der kun er gået knap seks måneder, siden Spac-noteringer blev mulige i København, hvilket ikke er lang tid i en IPO-kontekst," siger han.

Advokater lurer på genfødt børsfænomen

Advokater kæmper om at blive fødselshjælpere i børsbaby-boom 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også