AdvokatWatch

Venturemarked i rekordfart giver travlhed hos advokatfirmaer

Brandvarmt marked for ventureinvesteringer kan mærkes hos de juridiske rådgivere, der opruster på området, som hjuler afsted uden nogen umiddelbar stopklods i sigte.

Svenske EQT Ventures tilførte tidligere på måneden den danske fitnessplatform Lenus 387 mio. kr., i hvad der ifølge Børsen er den største serie A-runde af kapital til en startup nogensinde i Danmark. | Foto: Finn Frandsen

Danske vækstvirksomheder vælter sig i frisk kapital som aldrig før, og det kan mærkes hos de juridiske rådgivere, der har travlt med at ekspedere ordrerne.

"Markedet for ventureinvesteringer er glohedt i øjeblikket," siger Thomas Weisbjerg, der er partner hos Mazanti-Andersen, til AdvokatWatch.

"Det er i virkeligheden i alle runder, der er enormt meget knald på den," lyder det fra advokaten, som blandt andet rådgiver venturefonde om investeringer i danske og udenlandske selskaber.

Der er ifølge Børsen indtil videre i år rejst 4,4 mia. kr. i venturekapital i Danmark, hvilket er mere end hele rekordåret 2019. Det skrev avisen for et par uger siden, efter selskaberne Eloomi, Lenus og Templafy havde rejst henholdsvis 380, 387 og 370 mio. kr. 

Der er nogle advokatfirmaer, der har taget nye medarbejdere ind for at øge tilgangen af venturekunder.

Jacob Roesen, partner hos Lund Elmer Sandager

Advokatfirmaet DLA Piper havde en finger med i spillet, da den danske softwareplatform Lenus hentede et rekordbeløb fra svenske EQT Ventures, og der er flere større investeringer på vej, lyder meldingen fra Nicholas Lerche-Gredal, der er partner i DLA Piper.

"Markedet for investeringer er generelt varmt. De internationale fonde har fået øjnene op for det danske marked og de danske selskaber. Beløbene er klart blevet større, end hvad man har set tilbage i årene. Men de danske selskaber er også blevet store."

"Vi regner både med at få større og endnu flere internationale, grænseoverskridende ventureinvesteringer og transaktioner generelt," siger Nicholas Lerche-Gredal.

Hos Lund Elmer Sandager, der tidligere på året hjalp den danske cleantech-virksomhed Aquagreen i forbindelse med en stor tocifret millioninvestering fra Nordic Alpha Partners, beretter partner Jacob Roesen også om "meget høj aktivitet".

"Der er også stor konkurrence blandt investorerne om at få de gode investeringsobjekter," siger Jacob Roesen.

Fuld fart frem

Der er i det hele taget godt gang i hjulene, og både virksomheder og investorer har for tiden travlt med at åbne checkhæfterne.

Flere advokater har over for AdvokatWatch berettet om et kogende M&A-marked, mens der for eksempel også er godt gang i ejendomshandlerne.

"Der er meget kapital, der gerne vil ud og arbejde og finde alternative muligheder i forhold til aktie- og obligationsmarkedet," forklarer Thomas Weisbjerg, som ikke umiddelbart ser nogen stopper for venturefesten.

"Nu har jeg været i branchen i så mange år, at jeg ikke er så optimistisk at tro, at det her fortsætter i al uendelighed. Det har jo med at bølge frem og tilbage, men vi ser ikke nogen tegn på, at det her stopper foreløbig," siger Mazanti-partneren.

Nicholas Lerche-Gredal fra DLA Piper har heller ikke "nogen indikation på, at det ikke skulle fortsætte".

"Der er en stor aktivitet nu, og det ser vi også vil fortsætte i andet halvår," siger Nicholas Lerche-Gredal.

Opruster

Samme melding kommer fra Jacob Roesen fra Lund Elmer Sandager.

Her er der ifølge partneren omkring ti jurister, der løbende har en "berøringsflade" med ventureinvesteringer. Selv om de ikke umiddelbart er i markedet for flere venturejurister selv, er der gang i oprustningen i advokatbranchen.

"Der er nogle advokatfirmaer, der har taget nye medarbejdere ind for at øge tilgangen af venturekunder," siger Jacob Roesen.

Hos Mazanti-Andersen, hvor ti mand i øjeblikket er tilknyttet ventureområdet, er der ifølge Thomas Weisbjerg også behov for et par flere hænder, mens DLA Piper ligeledes er på jagt efter folk.

Aktuelt søger advokatfirmaet blandt andet en advokat og jurist til M&A-området, som blandt andet huser rådgivningsbenet omkring venturekapital og startups.

Nye tal bekræfter voldsom travlhed hos M&A-advokater

Dansk startup får rekordbeløb med advokatfirmaer på sidelinjen 

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

Kammeradvokatens topchef Jens Bødtcher-Hansen håber på ro omkring den ombruste kammeradvokatordning, sagde han i ugens løb. Derudover bød ugen på historier om blandt andet udfordringer med at få møderet for landsret.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier