Støjberg-forsvarer: "Jeg ville have betalt penge for at få lov til at føre den sag"

Parløb har allerede givet pote for advokaterne René Offersen og Jonas Christoffersen, som efter et års tid i markedet nu skal forsvare Inger Støjberg i historisk rigsretssag. Jeg føler, jeg har forberedt mig på det her i 25 år, siger 56-årige Offersen.
"Der er andre sager, som betyder rigtig meget for mig, men selvfølgelig er det en helt særlig sag, der rangerer "uden for kategori"," siger René Offersen. | Foto: Lizette Kabré
"Der er andre sager, som betyder rigtig meget for mig, men selvfølgelig er det en helt særlig sag, der rangerer "uden for kategori"," siger René Offersen. | Foto: Lizette Kabré

Med en historisk rigsretssag i baglommen er vejen banet for endnu flere betydningsfulde opgaver for advokatduoen i Offersen & Christoffersen, der lagde fra land for et års tid siden.

"Det kommer til at styrke vores profil i markedet, og vi lever af, at andre advokater har os i tankerne," siger René Offersen til AdvokatWatch.

Han skal sammen med makkeren Jonas Christoffersen og Nicolai Mallet fra Dahl dirigere forsvaret for Inger Støjberg i den kun sjette rigsretssag i danmarkshistorien.

Dermed har det navnkundige parløb mellem Offersen og Christoffersen allerede båret frugt og kastet en af karrierens allerstørste opgaver af sig for 56-årige Offersen, der sidste år kvittede DLA Piper for at slå pjalterne sammen med den tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder.

"Jeg ville have betalt penge for at få lov til at føre den sag," siger René Offersen og fortsætter:

"Jeg ser utrolig meget frem til at skulle foretage de her afhøringer, og jeg er helt sikker på, at den her sag kommer til at få et helt andet billede end det, vi har fra kommissionen, og jeg føler på en eller anden måde, at jeg har forberedt mig på det her i 25 år."

Den erfarne procesadvokat er dog ikke meget for at veje den forestående opgave i forhold til karrierens øvrige sager, som blandt andet tæller forsvaret af tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte i Brixtofte-sagen.

"Der er andre sager, som betyder rigtig meget for mig, men selvfølgelig er det en helt særlig sag, der rangerer "uden for kategori". Den er på øverste hylde," lyder det fra Offersen, der ser frem til at træde frem foran Rigsrettens 30 medlemmer, som blandt andet består af de 15 mest erfarne af Højesterets 18 dommere.

"Det er i sig selv noget særligt at give møde for Rigsretten, som er et særligt univers, og løse en væsentlig samfundsmæssig opgave. For det er væsentligt, at hun får et forsvar, som er, som det skal være."

Arkitekten bag

Det er omkring et år siden, at René Offersen og Jonas Christoffersen gik sammen med fokus på principielle og komplekse retssager.

Offersen sagde farvel til DLA Piper efter i mange år at have været en toneangivende profil i advokatfirmaets afdeling for rets- og voldgiftssager, mens Christoffersen forlod et job som direktør i Institut for Menneskerettigheder efter 11 år på posten.

Makkerparret, der netop har ansat sin første advokat, har i dag fem medarbejdere på kontoret i København.

"Det betyder meget for os – også i forhold til vores medarbejdere – at få en så stor og vigtig opgave at være sammen om," siger René Offersen.

"Og det betyder selvfølgelig noget for vores profil i branchen, hvor jeg håber og tror, at den (sagen, red.) vil være med til at bekræfte os som et naturligt valg til store sager, og at kollegerne har os med i baghovedet. Med den slags opgaver, vi gerne vil være i betragtning til, betyder det utrolig meget, hvordan vores kolleger ser på os," tilføjer den 56-årige advokat.

René Offersen (tv.) og Jonas Christoffersen har fokus på principielle og komplekse retssager i deres advokatforretning. | Foto: Ole Haupt
René Offersen (tv.) og Jonas Christoffersen har fokus på principielle og komplekse retssager i deres advokatforretning. | Foto: Ole Haupt
 

Han forklarer, at deres vej ind i sagen i høj grad kommer via Nicolai Mallet, som har bistået Inger Støjberg i Instrukskommissionen.

"Det er Nicolai Mallet, der er hovedarkitekten bag sammensætningen af holdet," lyder det fra Offersen, som kender sin næsten jævnaldrende holdkammerat efter godt 30 år sammen i den københavnske advokatverden.

"Vi har aldrig været i hinandens hjem, men vi har en gensidig faglig respekt for hinanden."

"Et scoop"

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår sagen går i gang. Men holdene er altså nu sat. Støjberg-lejren skal op imod Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord fra henholdsvis DLA Piper og Rovsing & Gammeljord, som Folketinget har valgt som anklagere.

De to anklagere stod også for den vurdering af Instrukskommissionens konklusioner, som Folketinget har brugt som en del af grundlaget for at rejse rigsretssagen. Juraprofessor Frederik Waage pegede allerede tidligt i processen på, at det ville være et oplagt valg at lade de advokater, der blev valgt til at lave vurderingen, føre sagen som anklagere.

Faktisk, skriver Frederik Waage i en mail til AdvokatWatch, troede han, at Offersen & Christoffersen ville blive valgt som anklagere, inden Lauritzen og Gammeljord blev indstillet af Advokatrådet til at vurdere kommissionens delberetning, som landede i december.

Som det nu står klart, kommer de dog stadig til at være involverede – blot på den anden side af bordet.

"Det er selvfølgelig et scoop for advokatfirmaet Offersen & Christoffersen, at de allerede nu er med til at skrive retshistorie med denne nye sag," udtaler Frederik Waage, der er professor i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet, i en skriftlig kommentar.

På advokatkontoret i København går René Offersen selvsikkert til den imødesete opgave, som uden tvivl kommer til at foregå under stor offentlig bevågenhed. Han er "faktisk dybt overbevist om, at det ender med en frifindelse".

"Det bliver en blank frifindelse," lyder det.

Der er med andre ord lagt op til et juridisk sværvægtsslagsmål, når Rigsretten ruller.

Juraprofessor om Støjbergs valg af advokater: Anklagerne får kamp til stregen 

Inger Støjberg skal forsvares af tre advokater

To advokater valgt som anklagere i rigsretssag mod Støjberg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også