Fast ejendom bidrager markant til omsætningen hos advokatfirmaer

For nogle er området vokset eksplosivt, for andre stille og roligt. Men fælles er, at fast ejendom har fået en markant plads i advokatbranchen som det fagområde, flest advokatfirmaer tilbyder. Det fremgår af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nye rapport om advokatbranchen.
Specialet har samtidig indtaget førstepladsen som det mest lukrative fagområde og står isoleret set for 13 pct. af den samlede omsætning i advokatbranchen, der ifølge rapporten ligger på 14,7 mia. kr. om året. Fast ejendom er dermed større end specialet M&A, der ellers ofte bliver fremhævet som et af de mest indbringende områder i advokatbranchen.
Det har også fået betydning for konkurrencen på området, som er blevet skærpet.
"Der er en hård jagt på de gode talenter, og det er absolut en tilspidset konkurrence i forhold til de spændende sager, da der er mange gode aktører om buddet," siger Jesper Avnborg Lentz, der er partner og ejendomsadvokat i Gorrissen Federspiel.
Der er da også flere advokatfirmaer, som har centreret en god del af forretningen om fast ejendom. Det gælder blandt andre Bruun & Hjejle, Accura og Lundgrens. For sidstnævnte har det været en særlig stor del af forretningen, da fast ejendom sammen med M&A i 2018 bidrog med omkring halvdelen af omsætningen.
Og fast ejendom skal blive endnu større, lød det i efteråret fra den nye leder af Lundgrens' afdeling for fast ejendom, Ann Frølund Winther, der proklamerede, at advokaterne kalkulerer med tocifret procentuel vækst i omsætningen.
Hos Poul Schmith, bedre kendt som Kammeradvokaten, har man ligeledes mangedoblet sin afdeling for fast ejendom. Advokathuset hapsede i 2017 en partner fra Bech-Bruun for at opbygge en afdeling for fast ejendom, der siden er vokset fra to til 17 jurister.
Også hos Gorrissen Federspiel er fast ejendom begyndt at fylde mere, og advokaterne sad med som rådgivere ved den største ejendomshandel i 2020, da svenske Heimstaden skulle overtage HD Ejendomme med hjemsted i Odense fra svenske Niam. Prisen landede på 12,1 mia. kr.
"Vi er gået fra at have – i forhold til vores kontors størrelse – en meget lille markedsandel til at have en pæn stor markedsandel. Det er en kombination af, at vi har taget nogle markedsandele, og så er markedet for advokatydelser inden for ejendomstransaktioner blevet større," siger Jesper Avnborg Lentz, der dog ikke kan sætte tal på udviklingen.
Antallet af hoveder til at løse opgaverne er også steget de seneste år, og afdelingen rummer i dag syv partnere og ca. 40 medarbejdere, lyder det.
Flere internationale spillere
Det er særligt ejendomstransaktioner, der bidrager til omsætningen, og her har den voksende interesse fra internationale ejendomsselskaber og kapitalfonde også sat sit præg på markedet.
"Det, at der er mange flere internationale aktører på markedet, har gjort det mere likvidt, og det har forandret prissætningen på nogle dele af markedet, så mange danske aktører har svært ved at forstå og kunne regne priserne hjem på for eksempel Strøg-ejendomme," siger Jesper Avnborg Lentz.
"Der har været en bevægelse de sidste mange år i forhold til, at priserne er drevet op på en måde, som de nationale aktører har svært ved at være med på. På den måde har de internationale spillere taget en større og større del af markedet," tilføjer han.
Det betyder også, at at mange af sagerne hos Gorrissen Federspiel i dag har en international snitflade, også når det er danske selskaber, der handles – som det eksempelvis gjorde sig gældende i handlen mellem svenske Heimstaden og Niam.
"I flertallet af de store transaktioner er der internationale penge involveret på den ene eller den anden side," siger Jesper Avnborg Lentz.
Selv om coronakrisen har lagt en dæmper på flere af advokaternes specialer, viste det sig overordnet set ikke at være tilfældet på ejendomstransaktioner det seneste år.
I 2020 rundede handlerne med investeringsejendomme en volumen på 71,4 mia. kr., hvilket var 16 pct. højere end året før, skriver EjendomsWatch på baggrund af tal fra rådgiverne Cushman & Wakefield Red samt Newsec.
Kammeradvokaten i markant oprustning på fast ejendom
Advokatfirma rådgiver på årets største ejendomshandel til 12 milliarder
Relaterede artikler:
Kammeradvokaten i markant oprustning på fast ejendom
For abonnenter